Dit parforhold begynder med din måde at være på. Dèt peger i retning af, hvordan resten af jeres parforhold vil udfolde sig
Julen er stress-tid
I december måned virker det som om at en hel masse ting klumper sig sammen. Børnene vil både bage kager, lave juledekorationer, kælke, og julemarkeder skal besøges. Samtidig er der ekstra pres på jobbet, fordi mange virksomheder har højsæson i julemåneden og året skal afsluttes. Ydermere er der familiebesøg, julefrokoster, indkøb, arrangementer og meget mere. Man kan let komme til at føle sig klemt mellem ægtefælle, børn, familie, venner og arbejdsplads.
December måned kan godt lægge et overordentligt stort pres på parforholdet. Ikke mindst hvis du ikke allerede omhyggeligt har planlagt december på en fornuftig måde, med rum for det hele uden at det bliver for meget. Hvis ægteskabet i forvejen ikke kører godt nok, kan en stresset jul med skuffede forventninger måske være gløden, der får det hele til at gå amok. Rent statistisk er der flest brudte parforhold lige efter jul – og efter sommerferien.
Derfor er det vigtigt at være bevidst om fare-signalerne: Søvnbesvær, ondt i kroppen, dårlig mave, dårligt humør, dine nærmeste irriterer dig og lignende. Disse kan være stress-symptomer. Først og fremmest skal du tage ansvar for selv at fylde dine depoter op med ressourcer og energi. Sørg for at lægge pauser ind i løbet af dagen. Også pausen med din ægtefælle, hvor I ikke gør andet end fx at holde om hinanden og være stille sammen. Dyrk motion og bevægelse. Gerne kortvarigt og voldsomt, hvor du sveder. Kend dine holdninger og værdier, og vær tro mod dem. Prioriter dine opgaver, så du tager det vigtigste først. Afstem dine og jeres forventninger, så de passer til realiteterne. Fortæl om dine frustrationer og bekymringer på en selvansvarlig måde. Læg planer, og følg så vidt muligt planen. Tal med en ressourceperson (ikke din kollega eller ægtefælle), og vær opmærksom på at søge hjælp i god tid, inden det hele brænder sammen. Det er lettere at justere kursen, end at skulle forhindre en katastrofe. Hvis du prioriterer dig selv (på en ansvarlig måde) inden du prioriterer alle andre, har du lagt en god solid bund til en dejlig jul for hele familien.
Comments
Post a Comment